Fuglsøcentret

Vandreferie i Nationalpark Mols Bjerge

Se flere informationer, datoer, priser mv på ProfilSunds hjemmeside her

Vandreophold i Nationalpark Mols Bjerge

Der er ikke tidligere blevet udbudt guidede vandreferier i Nationalpark Mols Bjerge.

Men det bliver der nu.

Lokale Elsebeth Sørensen, der flere gange tidligere har ledet guidede Camino-ture i Spanien, driver til daglig firmaet ProfilSund.

Hun er barnefødt i nationalparkområdet og vil nu vise sin egen hjemegn frem for vandreglade mennesker fra nær og fjern.

"Der er ikke noget sted i verden, jeg hellere ville vise frem. Nationalparkens istidslandskab er magisk, og naturen er både sjælden og smuk. Hvorfor ikke, tænkte jeg. Det bliver da ikke mere eksotisk end her", siger Elsebeth Sørensen.

Certificeret af Nationalpark Mols Bjerge

Elsebeth Sørensen ikke alene kender området ud og ind, men hun har også deltaget i Nationalparkens Serviceuddannelse og lært om at være den perfekte nationalparkvært.

"Man kan godt sige, at jeg ekspert i Nationalparken og dens geologi, natur og kulturhistorie. Jeg har også lært om service og storytelling. Jeg er virkelig godt klædt på til at lede en vandreferie i området," siger hun.

Vandreferien er lavet i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge og andre certificerede lokale virksomheder, der efter at have deltaget i Nationalparkens uddannelse er blevet medlem af Nationalparkens Servicenetværk.

Det er for eksempel Fuglsøcentret, der ligger uhyre smukt i hjertet af Nationalparken, og hvor Elsebeth Sørensens gæster skal overnatte og vil blive forkælet med god mad.

Smag det lokale

Ud over alle disse oplevelser vil Elsebeth Sørensen også præsentere vandregæsterne for egnens fortællinger og lokale smagsoplevelser lige fra chokolade til mjød.

Det bliver til meget mere end en gåtur, fortæller hun.

"Vi har mange fødevareprodukter af høj kvalitet, og vi skal da smage lidt på egnen. Jeg er også instruktør i mindfulness, så jeg kan garantere for nærvær," griner hun.

Der er bølgende bakker og fredede kyststrækninger i det dramatiske istidslandskab, så der er rig mulighed for vind i håret og trætte ben, når støvlerne snøres til fire dages vandring i nationalparken.

Distancerne på feriens fire dage er 5-20 km pr. tur, så deltagerne kommer vidt omkring. Det bliver blandt andet til et møde med Mols Bjerge, Dragsmur, Ørnbjerg Mølle, Stubbe Sø, Ebeltoft og Jagtslottet på Kalø.

FAKTA

  • Nationalparkens Servicenetværk tæller cirka 30 lokale virksomheder
  • Nationalparken gennemfører serviceuddannelsen i samarbejde med Destination Djursland
  • ProfilSund er medlem af Nationalparkens Servicenetværk – se www.profilsund.dk
  • De kommende vandreferier foregår i maj og september 2017 med overnatning på Fuglsøcentret, der modtog Midtjysk Turismes turismevækstpris i 2015